Tal om døden med dine venner

Det er måske ikke det emne, man taler oftest om til vennemiddagen - døden og den tid, der følger efter. Alligevel kan det være utroligt interessant at høre om sine venners tanker om døden.

At tale om døden i vennegruppen

I en vennegruppe eksisterer der mange forskellige baggrunde, meninger og holdninger, og snakken om døden kan åbne op for spændende dialoger og forskellige perspektiver, som måske hjælper jer alle med at udvide jeres horisont yderligere.

Tit udvikler snakken sig også til anekdoter, og det giver både dig mulighed for at fortælle endnu mere om dit bagland, ligesom at du måske lærer dine venner endnu bedre at kende, når du hører deres historier om livet, før de mødte dig.

Det kan også være, at din ven har noget på hjerte, som han eller hun har svært ved at åbne op for, og derfor kan det være en stor hjælp for dem, hvis du hjælper dem med at tage det færste skridt mod at åbne op for noget, der ligger vedkommende på sinde.

 

 

At miste en ven

At miste en ven kan sommetider være forbundet med meget ambivalens og følelsen af skyld. Din ven har måske været din fortrolige og den, du talte rigtig godt med.

Samtidig havde din ven sandsynligvis en familie, som jo også har lidt et tab, og i den forbindelse får mange følelsen af, at de ikke er lige så berettigede til deres sorg, fordi de ikke er relaterede i første led til den person, der er gået bort.

Ikke desto mindre er tabet af en nær ven en stor sorg, og hvis du har lyst og mulighed, anbefaler vi dig at tale med nogen om din sorg og om dine tanker.

Måske har der været andre i jeres fælles vennekreds, der også er i sorg? Her kan det være en hjælp at tale om jeres tab og trøste hinanden – snakken vil måske åbne op for nogle dejlige minder om den ven, I har mistet, og det giver mulighed for at dele dine tanker med en, der står i samme situation som dig selv.

I kan også mindes jeres ven ved at besøge hans eller hendes gravsted eller et andet sted, som har betydning for jer. Sommetider er det nemmere at få hul på en snak om jeres fælles ven, når I er et sted, der giver anledning til at mindes og dele historier fra oplevelser, I har haft sammen.

Måske har du også lyst til at læse om nogle gode råd til dem, der står overfor eller som har mistet en ven?

Se vores 10 gode råd