AT tage dialogen om dødelig sygdom

Designer Camilla Monsruds vision er, at vi på et kulturelt plan begynder at gentænke måden, vi tænker om døden på.

I stedet for at skubbe dialogen og beslutningerne omkring døden til det allersidste, bør vi tage fat i det meget tidligere, for på den måde er der kun tilbage at fokusere på livet.

Men nogen skal skabe rammerne for starte dialogen om døden, og det er netop, hvad Camilla ønsker med sine urner, der er designet til at kunne fungere både som klassisk urne og som brugskunst i ordets bogstaveligste forstand.

Et projekt i konstant udvikling 

Camilla Monsrud er uddannet fra Kunstakademiets Designskole, og som sit afgangsprojekt ønskede hun at udfordre vores klassiske tankegang om form og funktion. 

Af den vision udsprang interviewbogen ”Dialog om urnen og døden”, der på én gang gengiver dialoger mellem Camilla og hendes nærmeste om døden og deres tanker om tiden op til og efter, samtidig med at læseren får indblik i de skitser, der senere er blevet til en række urner i fysisk form – den anden del af Camillas afgangsprojekt.

I bogen taler Camilla og hendes nærmeste om, hvad en urne er, hvordan den kan se ud, og hvordan man kan bruge den.

”For mig var det vigtigt, at mit projekt skulle være en opfordring til dialog og stillingtagen, og at urnerne, jeg har skabt ud fra dialogerne, skulle udfordre den klassiske tradition, hvor vi bogstaveligt talt pakker døden væk i jorden.” fortæller Camilla. 

”I bogen og i mit arbejde med urnerne reflekterer jeg meget over, hvad en urne skal kunne – og om man kan ændre vores indstilling til den. Vil det for eksempel være okay med en gennemsigtig urne, hvor man kan se asken? Ville der være interesse for at købe en urne og udstille den som kunstværk i sit hjem, indtil den skulle opfylde sin reelle funktion? Eller at bruge den som blomstervase?” 

Samtidig har det været vigtigt, at projektet ikke måtte virke provokerende, men derimod lægge op til refleksion og måske endda flytte nogle overbevisninger hos dem, der læser Camillas bog eller studerer hendes urner på en udstilling. 

”Det har været afgørende for mig, at projektet er blevet båret af respekt. Det, der startede som et afgangsprojekt, er blevet min passion og min interesse, og der er så mange lag i det, som strækker sig langt ud over at designe et flot produkt. Det, mine urner repræsenterer, er sårbart og vigtigt, og det vedrører os alle”, fortæller Camilla.

Den personlige gevinst 

Camilla bestod naturligvis sin afgangseksamen med bravur, og i årene efter har hendes bog og urner fået masser af opmærksomhed og medieomtale – men det er på det personlige plan, at hun henter den største gevinst: 

”Jeg vidste nok ikke helt, hvad jeg begav mig ud i, men projektet har i den grad bidraget til, at jeg har rykket mig. Ligesom mange andre syntes jeg, at det var svært at tale om døden, men med tiden har jeg indset, at det er helt okay”, siger Camilla. 

”Jeg har fundet en ro i at vide, hvad mine nærmeste ønsker, at der skal ske, når de dør. Samtidig har projektet kastet mange gode, sjove, rørende og hårde snakke af sig, som jeg ellers nok ikke ville have haft. Samtalen om døden er jo samtalen om livet, og derfor synes jeg, at det giver så meget mening at tage dialogen. Når det er gjort, er du fri – så er der kun livet tilbage” afslutter Camilla. 

Lige nu er Camilla ved at få udviklet prototyper af sine urner, som på sigt kan gå i almindelig handel hos bedemændene – eller i Brugsen, ligesom Børge Mogensens design, som Camilla tilføjer med et smil.